Hus Forbi – Gadeliv i Aarhus

Når du booker en povertywalk eller et foredrag, sker det igennem foreningen Hus Forbi – Gadeliv i Aarhus. Som navnet indikerer, arbejder foreningen tæt sammen med Hus Forbi, og povertywalken er det ældste initiativ i samarbejdet.

Forening Oplysning Om Gadeliv, nu Hus Forbi – Gadeliv i Aarhus, blev stiftet i september 2011. Foreningen blev dengang stiftet for at kunne starte projektet PovertyWalk. Projektet kan nemlig ikke rummes i en almindelig kommunal ramme, hvor blandt andet kontanter er afskaffet. Stifterne af Gadeliv var alle medarbejdere eller tidligere medarbejdere i det kommunale Værestedet, der havde et ønske om at kunne tilbyde brugerne en meningsfuld beskæftigelse, hvor de umiddelbart kunne gøre brug af deres viden om at leve på gaden. Konceptet viste sig hurtigt at bære igennem. Antallet af povertywalks er vokset fra år til år med en kulmination på over 960 ture i 2019. En succes der hænger nøje sammen med at mange af guiderne har udviklet sig fra modløse brugere til kompetente medarbejdere med flair for formidling. Det gav vores lille forening mod på at skabe nye arbejdsfællesskaber, med plads til udvikling og beskæftigelse til så mange som muligt.

I 2021 rummer foreningen følgende arbejdsfællesskaber: Povertywalk, Sydhavnspedellerne og Pant for Pant. Desuden har Gadeliv siden efteråret 2016 drevet Herberget Skrænten på adressen Marselis Boulevard 180. Skrænten har til huse i et tidligere fritidshjem og råder dertil over 5 campingvogne. Desuden har Gadeliv i to perioder under COVID-19 haft hjemløse boende på DanHostel i Aarhus. Et projekt der er blevet muligt i et samarbejde med Hus Forbi.

Besøg www.gadeliv.org for at læse mere om foreningens projekter.