POVERTYWALK
Hvad er en PovertyWalk?
En PovertyWalk er en byvandring gennem det moderne Aarhus sammen med en socialt udsat, hjemløs eller tidligere hjemløs guide. Turen bygger på en personlig fortælling om livet på gaden med de mange udfordringer, det indebærer, men det er også et indblik i de vigtige institutioner, tilbud og mødesteder for de udsatte i Aarhus.
PovertyWalken er et godt eksempel på et meningsfuldt fællesskab mellem de udsatte borgere og resten af samfundet. Det giver mening for guiderne at føre deltagerne rundt i byen og samtidig fortælle om deres liv og erfaringer med misbrug, psykisk sygdom og hjemløshed. Så meget, at de ofte nævner den terapeutiske virkning, som turene har på dem. Det giver også mening for deltagerne, der ofte får et andet og mere virkelighedsnært billede af guidernes tumultariske liv. Ofte vokser deltagernes sociale forståelse og ønske om at befatte socialt udsatte som en gyldig og værdifuld del af samfundet.
PovertyWalk handler også om accept og inddragelse. PovertyWalk er blevet en vigtig platform for ikke kun at skabe forståelse for specielle og udsatte livsforløb, men også for at skabe gode og varige koblinger til det omgivende samfund. I Sydhavnen drejer det sig tillige om de gode møder med naboerne, hvis antal om få år er mangedoblet, og som kan være afgørende for at de mange sociale tilbud har en fremtid netop her.
Hør Allans historie her
Pr. august 2022 er der 20 aktive guider. 70 socialt udsatte har skrevet kontrakt med projektet siden opstart i 2012. Antallet af PovertyWalks har været stærkt stigende igennem alle årene fra projektets start, dog med en betydelig nedgang under corona. Gadeliv arrangerede 155 ture i 2012, og i 2019 toppede efterspørgslen med 938 PovertyWalks og foredrag. I 2020 gennemførte vi 530 PovertyWalks og foredrag – trods alt et imponerende resultat i epidemiåret. Vi har i gennemsnit over årene 2019, 2020 og 2021 gennemført 709 ture og foredrag årligt, og de købes typisk af uddannelsesinstitutioner som SOSU-uddannelsen, socialrådgiveruddannelsen, gymnasier og hold af konfirmander. Dertil er der flere virksomheder som fx politikredse, banker eller kommuner samt private, som er kunder. Desuden sælges der ture via sitet truestory.dk pro bono.